|
Vi kan passende starte denne cykeltur ved Terndrup Kro, der har kongeligt privilegium og en lang historie bag sig. Kroen brændte 1/4 1986, men blev genopbygget og i dag ser den ud som den altid har gjort. Vi kører ad Bælumvej og Krogsholmsvej indtil vi kommer til Tvoruphøjvej, hvor vi drejer til venstre, og hurtig derefter til højre ad Svanfolkvej. På venstre side ligger Vorgaard, som kan føres tilbage til ca. 1450. Hovedbygningen blev på grund af forfald revet ned i slutningen af 1980~erne. En del af kælderen blev bevaret, da den er fredet. Omkring 1990 blev Vorgaard genopført igen og fremstår nu som den så ud oprindelig.
Fra Vorgaard går turen mod den lille landsby Svanfolk, der kun har nogle få huse og gårde. Lige inden vi kommer til Svanfolk skal vi dreje til højre ind ad Bjerregårdsvej. Men hvis man har tid og lyst kan man tage en lille omvej ved at køre ind i selve Svanfolk by og køre til venstre ned ad Svanholmsmindevej og se den stråtækte bindingsværksgård "Svanholmsminde".
Efter man eventuelt har set "Svanholmsminde" kører vi tilbage til Bjerregårdsvej og her havner vi så på cykelstien (rute 5). Lidt efter kommer vi til et af de smukke steder i Skørping kommune. Det er de smukke Svanfolk Bakker, der går mod Haslevgård ådal.
Når vi kan løsrive os fra den smukke natur, kører vi videre indtil vi kommer til herregården Randrup som ligger på vores venstre side. Randrup omtales helt tilbage i 1300-tallet. Bag ved hovedbygningen med det runde tårn og de to specielle karnapper, ligger den egentlige beboelse, kaldet "den italienske fløj", den blev bygget i 1840, i 1976 brændte den, men blev genopført som tidligere.
Fra Randrup fortsætter vi til Kongerslev, som er en af de få byer hvor der stadig er hestemarked (holdes i august måned). Kongerslev også kendt for sit spagnum, og har man tid og lyst kan man cykle (ca. 10 km.) til Lille Vildmose, og se hvordan det hele foregår på gammeldags facon, med tipvogn og små lokomotiver. på et år kan der, hvis vejret ellers er godt, produceres omkring 250.000m3.
Hvis man vælger ikke at cykle til Lille Vildmose, kører man fra Kongerslev mod Bælum. Lidt uden for Kongerslev kan man køre mod venstre ad Kongstedlundvej og nu er man på rute 5.
Her - godt gemt - ligger herregården Kongstedlund. Den er utrolig velholdt udvendig som indvendig, men står fuldstændig tom, og man kan se den på afstand.
Syd for Kongstedlund, stadig cyklende ad rute 5, ligger Smidie, oppe på en lille bakke. I Smidie er der brudt kalk, og ud mod mosen kan man se en minegang ind i kalken. Der er en kraftig jerngitterdør, der spærrer for indgangen, fordi flagermusene, skal have fred og ro. Det er et af de helt gode steder for flagermus, og der er mange af dem - omkring 1500, og efter jerngitterdøren er sat op, stiger tallet hele tiden.
Vi cykler videre ad rute 5 til endnu en herregård ved navn Dragsgaard, imens vi nyder den kønne udsigt og måske en medbragt madpakke. Dejligt ligger Dragsgaard mellem bakker og næsten skjult bag skoven, hvor den store have går i et med skoven. Hovedbygningen blev restaureret i 1940 og i 1950 blev gården moderniseret.
Videre ad rute 5 til Bælum, der i 1900 blev stationsby da jernbanen fra Hadsund til Aalborg blev anlangt. Efter jernbanen kom til byen fik denne en opblomstring. Byen har en herlig skov, hvor der er en stor og smuk kilde, og en prægtig mølle med en flot udsigt. I 1875 købte Bælum-Solbjerg kommune møllen, dog er den nuværende mølle er af nyere dato, idet den gamle stråtækte mølle blev ødelagt ved en brand kort efter århundredeskiftet, og en ny blev opført på grunden. Den nuværende Bælum mølle er ca. 80 år gammel. (Møllen er åben fra den 1/6 til 31/8, lørdag og søndag i tiden fra kl. 14-17).
Vi fortsætter nu tilbage ad Tvoruphøjvej til Terndrup, men lige inden vi kommer helt til Terndrup, på vores højre hånd lidt inde på marken, ser man en samling spredte bøge. Sådan kan man forestille sig det danske landskab har set ud før man begyndte at indhegne mark og skov. Det er en lille perle, som man ikke ser mange steder, og som bør bevares.
Her vil vi slutte vores cykeltur, håber det har været en god og hyggelig tur.
Der kan anbefales endnu en cykeltur, som går sydpå bl.a. til Korup -GI. Wiffertsholm - Solbjerg - Fredenslund - Terndrup Lund
|