|
Vi starter denne hyggelige cykeltur ved den røde Terndrup kirke på Skørpingvej lige overfor Rådhuset. Terndrup kirke er en forholdsvis ny kirke, da den først er bygget i 1910. Fra kirken kører vi ad Skørpingvej mod Aalborgvej og herefter ned af bakken indtil vi kommer til Mølledammen.
Ved Mølledammen i Terndrup kan du se Danmarks eneste fisketrappe med runde bassiner. Den er et syn værd og fungerer også som byens varetegn.
Ved Mølledammen står der også et monument til minde om Stavnsbåndets ophævelse i 1788, hvorpå der står:
At løst er Bondens Trællebånd, kan sten dog ikke vise, men Skaldesang med liv og Aand, som Bondeløber prise.
Forneden på stenen står: "Selskabet Paulunet rejste dette minde den 20. juni 1888.
I 1988, i anledning af 200 året for Stavnsbåndets ophævelse, blev der rejst et nyt monument af Terndrup Oldermandslaug. Der var delte meninger om monumentet, og der bliver stadigvæk snakket om det rundt omkring i byen.
Fra Mølledammen kører vi videre ned i byen og her kommer vi så til Retsbygningen på vores venstre side.
Retsbygningen er fra ca. 1888, men fungerer i dag som dommerkontor. Der er endnu fra tid til anden retsmøder i den gamle bygning. Fra starten af var der også arrest og politikontor i bygningen.
I ca. 1901 fik Terndrup et sygehus, som på det tidspunkt var kommunens største arbejdsplads. For få år siden blev den nyeste del af sygehuset lavet om til et genoptræningscenter. I den gamle del der blevet lavet et motionscenter og så er der mødelokaler der bruges til forskellige arrangementer.
Vi kører nu videre ud af Terndrup og ud på landevejen mod Hadsund, lidt senere svinger vi til venstre ad Vester Korupvej, og når vi har kørt lidt, kan vi være heldige at se et rådyr på vores venstre side.
Lidt længere fremme kommer vi til Korup der er den sydligste af kommunens byer. Midt i Korup by fortsætter vil til venstre mod Solbjerg. Lidt længere fremme på vores venstre side ligger Gl. Wiffertsholm med den lange allé. Gl. Wiffertsholm ligger i det bakkede og skovrige Østhimmerland. Det er en herregård der kan føre sin historie tilbage til sidste halvdel af 1500-tallet.
Om en af Wiffertsholm´s tidligere ejere, Testrup, er der en sjov historie. En dag i 1740 tog Testrup på en lang tur, målet var herregården Wiffertsholm, der skulle på auktion. Selvom Testrup var herrefoged, gik han altid klædt som bonde og talte dialekt. Testrup havde endda den frækhed at byde på auktionen. Han blev bortvis af auktionarius, for man var sikker på, at han ikke kunne stille kaution, men han protesterede og sagde: "A tror nok, kaution er unødvendig, når a har skillingen at betale med". Og så råbte han ud af vinduet til sin karl Jens, at kan skulle bringe "det bitte røde skrin", hvorefter han betalte kontant. Testrup havde nemlig tjent en formue på handel og skibsfart og ved at forpagte gårde. Og "det bitte røde skrin", ja, det står på Wiffertsholm den dag i dag.
Fra Wiffertsholm går der en køn bugtet vej gennem Wiffertsholm Hovskov og Graverhusene til landevejen mod Øster Hurup. Her passerer man Solbjergs gamle stationsbygning, fra "Hadsund-Peters" tid, som toget der dengang kørte på denne strækning hed i folkemunde. Nu er bygningen privat bolig, og det gamle banelegeme, er blevet til en smuk natursti for gående og cyklende. (Cykelstien hører ind under Nordjyllands Amt).
Vi drejer til venstre mod Solbjerg by ad cykelstien. Men har man lyst til en lidt længere cykeltur (ca. 8 km i alt), og til at se Ravnborg Gods, kan man fortsætte ad Hurupvej, hvor
Ravnborg ligger, i et naturskønt område i udkanten af skoven. Langt inde i Ravnborgs skove., i den del der hedder Sønderskoven, kan man finde et stort, gammelt voldsted kaldet Gaardsens Vold.
Gennem skoven ad cykelstierne, er de en flot udsigt over markerne, og mulighed for at spise sin madpakke ved borde og bænke. Videre til Solbjerg, hvor vi også kommer forbi Fredenslund Herregård. På kirkehøjen er der en fantastisk flot udsigt ud over vildmosen til Kattegat og Muldbjergene ved Dokkedal. (Nordjyllands Amt har lavet en folder om området som kan rekvireres på turistbureauerne i området).
Egnen ved Korup og Solbjerg, ja hele Sydøsthimmerland blev tidligere kaldt "Kirsebær-egnen". Da Testrup købte Wiffertsholm i 1741, lod han indføre en paragraf i alle fæstekontrakter, at bønderne skulle plante et vist antal frugttræer hvert år, med det formål, at det kunne øge deres indtægter. Ideen var god og efterhånden så man den ene frugthave efter den anden skyde op på egnen, heraf navnet "Kirsebæregnen".
Vi fortsætter ad Fruerhusvej tilbage mod Terndrup. Forenden af Fruerhusvej kommer vi til Bælumvej, her drejer vi til venstre mod Terndrup. Lige inden vi når byskiltet ind til Terndrup kan vi tage en lille afstikker ned til Terndruplund. Her kan man se den gamle pavillon, som i dag er tilholdssted for spejdere og hvert år centrum for afholdelse af Grundlovsfesten.
Grundlovsfesten i Terndruplund har dybe rødder. Der er ingen andre steder i landet, hvor man har fejret Grundlovsfest hvert år siden 1953. Der har i løbet af årene stået mange politikere på Terndruplunds smukke talerstol i skyggen af de store bøge. På Terndrup Kro (Kgl. privilegeret) hænger der "anetavler” med autografer fra mange af grundlovstalerne, fotografier og morsomme kommentarer.
Det var i øvrigt på samme kro, at der var en jysk altmuligmand, som var god for mange muntre kommentarer. Engang da kromanden og hans kone var taget væk et par dage, serverede Einar. En lægefamilie fra København sad med spisekortet og havde udvalgt hvad de ville spise. Einar tog ordren, alt imedens han kløede sig bagi. Lægen spurgte fagligt interesseret: "Har De hæmorider"? Hertil svarede Einar: "Hwis det står på kortet, så hår vi det".
Fra kroen kører vi ned til Mølledammen og her kan vi passende slutte denne tur med at nyde udsigten ud over dammen.
Vi håber, at det har været en spændende tur. Vi kan anbefale endnu en cykeltur, som går nordpå til bl.a. Vorgård, Svanfolk, Randrup, Smidie og Bælum. Denne tur kan fås på turistbureauet.
|